Kommunikationsundersøgelse uden for Danmark

Da vi har fået et indblik i, hvordan vi i Danmark kommunikerer med patienter med afasi, synes vi det kunne være spændende, at se om de gør det samme i andre lande udenfor Danmark.

Derfor har vi fundet en forskningsrapport fra Sverige fra 2011, hvor de har interviewet 4 kvinder og 7 mænd med kronisk afasi. 

Deres mål med denne undersøgelse var, at finde ud af hvordan patienter med afasi håndterer kommunikations vanskelighederne og hvordan de opfatter deres egen og deres kommunikations partners brug af kommunikations strategier.

Inden interviewene begyndte, havde man sikret sig, at informanten havde forstået oplysningerne om undersøgelsen og om hans/hendes rettigheder. Der blev brug materiale, som fx billeder og andre støtte støttende samtale strategier for at øge forståelsen.

Interviewene blev videooptage for at sikre, at man både havde den verbale og den non-verbale kommunikation registreret.

Under interviewene fandt man ud af, at patienterne godt kunne "small-talk," men det var svært eller helt umuligt for dem at engagere sig i dybere diskussioner. Derudover udtrykte informanterne sorg, vrede, fortvivlelse, men også glæde og håb. Mange følte sig ensomme fordi ingen havde tid til at lytte eller forsøge at forstå når de prøvede at bidrage til samtaler. Vreden opstod også ofte mod kommunikations partneren fordi han/hun ikke prøvede at forstå det hårdt nok. Nogle informanter prøvede også at forklare, at folk ikke kan forstå hvor forfærdeligt det er ikke at kunne snakke ordentligt. 
Derudover forklarede de også, at det var frustrerende at være uafhængig af deres partner. De følte sig som en byrde, hvilket ikke var særlig rart.
I forhold til kommunikationsstrategier brugte informanterne fx tegninger og andre tekniske anordninger, da de mente det var meget nyttigt og et nødvendigt supplement til tale. Derudover gentog de ord eller omformulerede ord for at få folk til at forstå dem. 

Konklusionen af denne forskning var, at informanterne prøvede at komme tilbage til den rolle de var i før deres afasi. Psykolog hjælp kunne være nødvendigt for at hjælpe informanterne med at afklare de stærke følelser af frygt, frustration og tab. Flere af informanterne foretrak at engagere sig i samtaler med betydningsfulde personer de kendte. Dertil var samtale personer med brug af kommunikations strategier en god støtte til samtalerne. Derfor foreslår forskerne, at en samtale persons træning burde være en integreret del af rehabiliteringen af personer med afasi.