Interview med talepædagogen

I vores interview, til talepædagogen, har vi valgt at stille spørgsmål, der lå tæt op af dem vi brugte til interviewet med hjemmesygeplejersken. Det har vi gjort, for at få to forskellige faggruppers syn på kommunikationen. Pga. tidspres korresponderede vi, med talepædagogen, over mail.

• Hvordan oplever du patientens motivation i forhold til at lære at tale igen? 

• Kan patienten skrive ord eller sætninger? Og kan i kommunikere på den måde?

• Hvordan vil du beskrive relationen mellem Patient og dig?

• Hvilke udfordringer har der været undervejs med Patient?

• Hvordan sikre i, at patienter med afasi forstår sin egne rettigheder?

• Hvilke remedier gjorde du brug af til Patient?

• Hvordan vil du beskrive udviklingen med Patient?

• Hvordan mener du samarbejdet er med de andre faggrupper? 

• Hvordan oplever du patientens livsverden? 

• Hvordan tror du fremtiden bliver for Patient?

Hvad fandt vi så ud af?

En ting som er gennemgående i alle svar er, at patientens livsverden har en rigtig stor betydning for motivation og relationen til plejepersonalet. Pga. af patientens netværk, eller mangel på samme, var det svært for ham at modtage undervisning, og valgte til sidst at stoppe forløbet med talepædagogen.

”Jeg tror det er vigtigt at søge viden om hvordan hans liv har været før, for også her igennem at danne sig et billede af om det i virkeligheden ER hans behov at have folk omkring sig eller om det måske i højere grad er noget vi tillægger som en vigtig værdi.”

Det som talepædagogen giver udtryk for er, at man skal være påpasselig med, at presse en bestemt livstil ned over hovedet på patienten. Vores patient var ikke et socialt individ, inden han fik en apopleksi, så i et samfund som vores, skal man passe på, at man ikke vil normalisere alle patienter, og få dem til at være noget, de ikke er. Her har vi et eksempel på Michels Foucaults tankegang, der bygger på hvordan magt anvendes for at fremme et bestemt adfærd hos et individ, så vi alle kommer til at leve efter de samme normer.  

Der blev brugt forskellige remedier som SCA-metoden og logbog, for at hjælpe patienten med at få et sprog tilbage, og det tværfaglige arbejde bestod i at talepædagogen hjalp plejepersonalet med at anvende de tillærte metoder. På denne måde kunne talepædagogen få en bedre relation med patienten. 

Sammenligning mellem sygeplejerske og talepædagog

Da det ene interview er afholdt mundtligt og det andet skrifteligt, forholder vi os kritiske til de svar vi har fået, da vi ved, at nemt kan misforstå den skrevne. Ens for begge faggrupper er, at de ligger meget vægt på, at de ressourcer patienten har inden sygdommen rammer, er enormt vigtig for patientens rehabilitering. Begge parter giver udtryk for at det er er en af hovedårsagerne til udfordringerne, er patientens frustration, indstilling og temperament der gør ham afvisende overfor den hjælp de prøver at tilbyde ham. Talepædagogen er inde på at jo mere ro der kommer på patientens livsverden, jo bedre vil han tackle tingene fremadrettet, hvorimod sygplejersken giver udtryk at der skal ske nogle interventioner og nyskabende idéer for at komme videre.